Vignetter

Om Clara, reservebedsten på Bornholm.

Vi har nu kendt Clara i fem år. Vi mødte hende på Villum Clausen, hurtigfærgen til Bornholm. Vi sad tilfældigt ved siden af hinanden, i den bagerste af skibets caféer, tæt på rygekabinen da den stadig fandtes. 

Dante var tre år dengang, og det var egentlig mellem ham og Clara at der først opstod forbindelse. Vi sad og spiste færgefiskefiletter, hun fik en børnetallerken med grøntsagsstaver, rugbrød og ostehaps – det var det billigste man kunne få, sagde hun. Hun havde en stor mappe på bordet, fyldt med tegninger som hun bladrede i gennem. Dantes interesse blev vakt, tegneglad som han var. Det fangede hun, og Dante blev inviteret til hendes bord for at kigge med. Hun forærede ham sin ostehaps mens hun fortalte om tegningerne, hver især. Det var børnetegninger, og der var særligt mange af den samme hund, en irsk setter vist nok. 

Vi sad tilbage med Halfdan, kun en baby dengang, som skulle mades og have flaske. Jeg kiggede over på nabobordet, og betragtede min ældste søns nye bekendtskab, hendes lange, sølvgrå hår med briller over panden, rug stemme, og Christiania-hættetrøje. Hun var mindst halvtreds, med et ungdommeligt skær, tynd men ikke spinkel, venlig men ikke sukkersød. Dante og Clara havde lidt af en fest sammen, og den blandede vi os ikke i. Det var en fin måde at få den firs minutters sejltur til at gå. 

På et tidspunkt gik Clara for at ryge, og jeg gik med. Det var for blæsende til at stå ude, så vi stod inde i den tunge, gule rygekabine. Jeg tror det var dér vi først introducerede os selv for hinanden. Jeg fortalte, at vi skulle bo i et vennepars hus i Rønne, mens de boede i vores Østerbro-lejlighed. Det var første gang vi byttede, og vi glædede os til nogle dage med cykelture på øens stisystem. Clara boede selv udenfor Klemensker, i et lille hus ved Rø Plantage, med sine katte. Vi snakkede lidt løst og fast, siden gik vi tilbage til de andre, hvor hun fortsatte venskabet med Dante. Det var tydeligt, at hun syntes han var den mest interessante i vores familie, og der blev klukket og snakket en del, de to i mellem. 

Da færgen ankom tog Clara sin mappe med tegninger, vi tog vores børn, og gik mod bagagen. Der var ikke så meget snak, klokken var blevet mange, og vi skulle bare holde stand indtil vi kunne få vores trætte børn op i klapvognen. Køen var langsom og pladsen trang, det tog sin tid, men det var først da vi var næsten ude at jeg vågnede til dåd, og fik skriblet min blogs url på et lille stykke papir, og rakte den hen til Clara. Her kan du holde øje med Dante, hvis du synes, sagde jeg. Vi tog vores bagage og bevægede os mod Nord-Rønne i mørket. Vi vinkede til Clara fra vejen, der stod og var ved at læsse sin cykel på en Bornholmerbus.

Allerede dagen efter fik jeg en besked fra hende. Hun havde opsøgt min blog, og fundet mig på Facebook via den. Vi begyndte en lang korrespondence, nok den længste jeg har haft med et andet menneske. Hun skrev altid “Kære familien-Dante”.

Vi havde nogle fine dage i det gule svenskerhus på Lærkevej. Vi kom ud og cykle, til Hammeren og tilbage, fik friske fiskedeller i Hasle. Var ved skov og strand, fik set mange svampe, og smuttede mange sten. Alt imens der kom nye mail, med nye spørgsmål, og med hvert svar lærte vi hinanden lidt bedre at kende. 

Clara var tysker, men havde boet i Danmark det meste af sit voksenliv. Lidt på Fyn og Langeland, en del år på Christiania, og sidenhen Bornholm. Da hun blev træt af miljøet på Staden gjorde hun som en del andre Christiannitter, og flyttede til solskinsøen. Hun var faldet over et hus hun havde råd til, og slog til. Det var specielt det rindende vand der trak, det havde hun ikke haft i årevis! Hendes ryg var dårlig, hun blev tilkendt pension, men arbejdede lidt med at oversætte tekniske tekster fra tysk. En del af mailsene brugte Clara på at brokke sig over teksterne om cykeldele. Nogle mails var en status over hvor meget leverpostej hun havde fodret naboens kat med. 

Jeg lærte også, at Clara havde en datter. At hun havde haft en datter, havde en datter, der nu var død. Den kom en måned senere i vores udveksling, og kom derfor som en overraskelse. Clara havde holdt kortene tæt til kroppen. Da jeg spurgte lidt mere ind til hvad der var hændt bed hun fra sig - det måtte jeg ikke spørge om! Nej, det var lidt for tidligt, det nærmede sig også jul. ”Lortejul”, skrev hun. Men der gik ikke længe før hun alligevel fortalte mig om det. Sophia, som datteren hed, havde været hårdt ramt af en psykisk lidelse. Hun så ting der ikke var der, oplevede ting andre ikke kunne tage del i, var skizofren. Det endte med, at Sophia hoppede ud af et fjerdesalsvindue på Amager, fordi, som Clara skrev, det gav mening for hende lige der.

Clara var taget til København med det samme, men deltog ikke i nogen arrangementer. Der var ingen begravelse, blot en mindehøjtidelighed ved det afsnit af de ukendtes, der Sophia lå. Den stod et par af Sophias nærmeste veninder for. Hun var heller ikke med til at tømme datterens hjem, det stod de samme veninder for, og de gav videre til Clara de ting hun gerne ville have. Blandt andre ting - en stor mappe med børnetegninger.

Da vi mødte hende, var Clara en forælder der netop havde sagt det sidste farvel til sit barn.

 Vi skriver nu ikke så tit mere, vi kender hinandens historier, vi ved det hele. Men af og til får jeg en sms der varsler et besøg hos os i København, og at hun gerne vil bestille tomatsuppe, for det ved hun, at Halfdan så godt kan lide. Hun sender også en mail når Klemens Kro er til salg, og det har den været ret meget i de senere år. Den er stor, billig, perfekt for en ung københavnerfamilie - og så er den tæt på hende. Vi har ikke bidt på, men når vi er på øen, og cykler ud til vores reservebedstemor ved Rø Plantage, lægger vi da turen forbi, står en stund og forestiller os det.

Et addendum må der til, for fra uventet kant er historien om os og Clara fornylig kommet full circle. Forrige gang hun kom på københavnervisit og forlangte tomatsuppe var hun her pga et bryllup. Da tomatsuppen var spist stod Clara i altandøren og røg en cigaret, og fortalte om Sophias barndomsveninde, sopranen Maria, der dagen forinden blev gift i Holmens Kirke. Jeg studsede lidt over dét, da en anden god ven, Jeppe, havde netop også været til et bryllup i Holmens Kirke, og havde fablet om en masse sopraner i den forbindelse. Selvfølgelig havde de været til samme vielse. Jeg har siden mødt Maria til en af Jeppes fester. Det var lidt som at møde Claras datter, og på en måde som at møde familie, for det har Clara meget af, rundt omrking, blodbånd eller ej. Og vi er ingen undtagelse. Sidste gang hun kom spurgte Dante kækt hvorfor hun var her – ”jeg elsker jer jo!” svarede hun. Familie findes allevegne, hvor man lader den. Også tilfældigt, på færgen til Bornholm. 

 

 



Til Noel

Jeg er ikke venner med Noel. Men, jeg kender ham. Noels søn og min søn følges ad på samme skole. Det har de gjort nu i snart et år. Men jeg kendte dem allerede inden. For Noels søn og min søn gik også i samme vuggestue. I gennem halvanden års tid, gik Noel og jeg ind og ud af samme port for at aflevere og hente vores blebørn med små, tykke, svedige hænder hos nogle andre. Vi hilste altid pænt. Så blev de små, tykke, svedige hænder til beskidte negle og grus i skoene, og børnene kom i hver deres børnehave.

Jeg så Noel for første gang i over tre år ved skolestarten. Han var ældedes cirka 20 år, så det ud til. Jeg tænkte straks, egoistisk, “mon jeg også er blevet så meget ældre at se på?”. Det viste sig, at Noel havde haft leukemi. Diagnosen var kommet samtidigt med, at Noel og konen fandt ud af, at de skulle have et barn til. I takt med at Noels kone voksede, kom han tættere på dødens rand. Datteren blev født, og han var på det tidspunkt, som en der kender ham sagde -“millimeter fra at stille træskoene”. Men så blev han bedre. Mod alle odds, så blev han faktisk bedre.

Og han bliver stadig bedre. Han går ikke længere med stok. Han cykler sine børn i skole om morgenen. Han arbejder så småt igen. Men han er grå. Hans hud er meleret, den hænger i en træthed jeg aldrig har kendt magen til. Men hans øjne lyser. Han har altid et smil på læben.

I morges - jeg hilste. Som jeg gør hver morgen. Men så så jeg Viggo, Noels søn, vende sig mod sin far, og med glad, udpræget københavneraccent sige noget til ham. Så kom den. For Viggo er i sandhedens navn en helt i gennem dejlige dreng, som værdsætter, at han har en far. Og det er jeg ved gud, og trods at jeg hverken er i familie, eller på nogen måde tæt forbundet med disse gode mennesker, også taknemmelig for at han har. Og mens taknemmeligheden begyndte at pible ud af mine tårekanaler, fulgte jeg min store dreng på sin plads, kyssede ham på panden, drejede om med min yngste, og myldrede i gennem skolens gamle gange med sløret syn, indtil vi kom ud i den friske luft og jeg kunne fugte den lilles hår med lidt saltvand mens jeg løftede ham op i ladcyklen.

 Jeg skammer mig jo lidt over at være melodramatisk omkring mit studie. Min modvilje mod at skrive nogle ord i et dokument som hurtigt går i glemmebogen. Det er små granulater pulverkaffe man vifter af bordet med baghånden i forhold til, at man har sin familie og helbred. Men den slags er jo ikke sammenlignelig. Man kan ikke bytte 237 specialer med alle deres angstfremkalden mod en omgang livstruende sygdom. Men man kan perspektivere. Jeg skal i den kommende tid nok skænke Noel en ekstra tanke. Og glædes over, at han er her. 



At skære i sig selv

Min krop har altid været gammel. Selv som barn synes jeg at være plagede af sådan nogle gamle folks skavanker. Langvarige sygdomme som en nyreinfektion som jeg troede faktisk jeg skulle dø af. Dårlig ryg. Kronisk træthed i teenageårene. Og da mine bryster kom, natten over, da jeg var 13, hørte de på ingen måde på en purunge pige, men i stedet en gammel kone med et pattebarn på hoften. Det tog jeg mig af senere hen, fortæller mere om det om lidt. 

Så på en måde har jeg altid lidt hadet min krop. Som man jo gør. Oftest når man er kvinde. Og dét på trods af at kroppen jo har indtil videre tjent sit formål ret godt. Helt lavpraktisk har jeg aldrig haft problemer med at gå. Eller løbe (ok så lige bortset fra den der astma), eller danse - jeg elsker jo at danse. Hvorfor danser jeg egentlig ikke noget mere? Min sangstemme er endda ok, det er jo et plus. Og så har jeg kunne bolle, altså ingen vulvadyni her gudskelov, har der været problemer med sex har det nærmere været psykiske “issues” med intimitet, men let’s not go there.

Nå jo forresten! Jeg har født børn! Sunde, søde børn med alle fingre og tæer, og smukke smukke sind. De er allerede nogle skønne mennesker, jeg glæder mig til de bliver store. Altså hvis verden består til den tid. 

Dét med brysterne - jeg fik dem lavet. De gik fra grimme til pæne. Og så ammede jeg, så nu er de grimme igen, men hvad, det giver lidt bedre mening i min verden at de skulle brødføde nogle børn før de kunne hænge, i stedet for bare at beslutte sig sammen med min dna at sådan skulle jeg bare være.

Så ja, jeg skar i dem. Har lidt på fornemmelsen, at min krop ikke har tilgivet mig det uden videre. Jeg har jo frivilligt fået min krop bedøvet så den ikke kunne gøre modstand, og endda betalt en kirurg til at skære i mig, fjerne nogle ting, rykke rundt på nogle andre, og gudhjælpemig sy mig sammen igen! Der gik faktisk en kuldegysning i gennem mit bryst da jeg skrev det sidste der. Og for hvad - så jeg bedre kunne identificere mig med de bombaderende reklamer jeg konfronteres af konstant i et ubæredygtigt system? Indoktrineringen synes at have været komplet. 

Det værste er, at jeg tænker at gøre det igen. 

Jeg jagter til stadighed en ung krop, men det er jo en krop som jeg aldrig har haft. Så er det vel ok?



Raseri

Så gjorde jeg det alligevel. Så et klip fra mindehøjtidlighederne i går. Mine øjne kammede over med skoldhede tårer, men ikke af sorg. Det var pure raseri.

Min facebook-feed har været fyldt med amerikanere der skriver “never forget”. Mener de, at de selv aldrig skal glemme? Eller mener de deres børn og børnebørn, hele eftertiden for en nation? I så fald, jeg be’r - glem det. 

Min egen far døde for 10 år siden (han lagde sig ned i sit badekar og skød sig selv i hjertet, men det er en anden historie), lige præcis 7 måneder inden 9/11. Og hurra for det, så slap jeg for at høre ham harme sig over dét resten af hans dage. Men helt ærligt, hvis jeg ville, kunne jeg kaste mig grædende ned hver eneste dag, hulkende. Og til hvilken nytte? Jeg har jo fået sørget ud for den gang. Jeg har et liv at komme videre med, ligesom de andre pårørende fra den ene grusomme dag. Hvorfor skal de partout rippe op i sårene, for åbent skærm i en masseonani til national følelsesporno? 

Fint nok. Dem om det, men for den næste generations skyld, hold kun fast i begivenhederne for at lære fra dem. Jeg har fortalt mine børn, at min far selv traf sit valg, og det skal man ikke være kede af på hans vegne. Og at man må være glad mens man er her, for det var han ikke, ergo hans beslutning. Jeg håber de berørte i USA tager sorgen med sig i graven. Vi har set det før, og det gavner ingen at eftertiden har et nationalt og kulturelt traume dinglende efter sig.