Vignetter

Til Noel

Jeg er ikke venner med Noel. Men, jeg kender ham. Noels søn og min søn følges ad på samme skole. Det har de gjort nu i snart et år. Men jeg kendte dem allerede inden. For Noels søn og min søn gik også i samme vuggestue. I gennem halvanden års tid, gik Noel og jeg ind og ud af samme port for at aflevere og hente vores blebørn med små, tykke, svedige hænder hos nogle andre. Vi hilste altid pænt. Så blev de små, tykke, svedige hænder til beskidte negle og grus i skoene, og børnene kom i hver deres børnehave.

Jeg så Noel for første gang i over tre år ved skolestarten. Han var ældedes cirka 20 år, så det ud til. Jeg tænkte straks, egoistisk, “mon jeg også er blevet så meget ældre at se på?”. Det viste sig, at Noel havde haft leukemi. Diagnosen var kommet samtidigt med, at Noel og konen fandt ud af, at de skulle have et barn til. I takt med at Noels kone voksede, kom han tættere på dødens rand. Datteren blev født, og han var på det tidspunkt, som en der kender ham sagde -“millimeter fra at stille træskoene”. Men så blev han bedre. Mod alle odds, så blev han faktisk bedre.

Og han bliver stadig bedre. Han går ikke længere med stok. Han cykler sine børn i skole om morgenen. Han arbejder så småt igen. Men han er grå. Hans hud er meleret, den hænger i en træthed jeg aldrig har kendt magen til. Men hans øjne lyser. Han har altid et smil på læben.

I morges - jeg hilste. Som jeg gør hver morgen. Men så så jeg Viggo, Noels søn, vende sig mod sin far, og med glad, udpræget københavneraccent sige noget til ham. Så kom den. For Viggo er i sandhedens navn en helt i gennem dejlige dreng, som værdsætter, at han har en far. Og det er jeg ved gud, og trods at jeg hverken er i familie, eller på nogen måde tæt forbundet med disse gode mennesker, også taknemmelig for at han har. Og mens taknemmeligheden begyndte at pible ud af mine tårekanaler, fulgte jeg min store dreng på sin plads, kyssede ham på panden, drejede om med min yngste, og myldrede i gennem skolens gamle gange med sløret syn, indtil vi kom ud i den friske luft og jeg kunne fugte den lilles hår med lidt saltvand mens jeg løftede ham op i ladcyklen.

 Jeg skammer mig jo lidt over at være melodramatisk omkring mit studie. Min modvilje mod at skrive nogle ord i et dokument som hurtigt går i glemmebogen. Det er små granulater pulverkaffe man vifter af bordet med baghånden i forhold til, at man har sin familie og helbred. Men den slags er jo ikke sammenlignelig. Man kan ikke bytte 237 specialer med alle deres angstfremkalden mod en omgang livstruende sygdom. Men man kan perspektivere. Jeg skal i den kommende tid nok skænke Noel en ekstra tanke. Og glædes over, at han er her. 



At skære i sig selv

Min krop har altid været gammel. Selv som barn synes jeg at være plagede af sådan nogle gamle folks skavanker. Langvarige sygdomme som en nyreinfektion som jeg troede faktisk jeg skulle dø af. Dårlig ryg. Kronisk træthed i teenageårene. Og da mine bryster kom, natten over, da jeg var 13, hørte de på ingen måde på en purunge pige, men i stedet en gammel kone med et pattebarn på hoften. Det tog jeg mig af senere hen, fortæller mere om det om lidt. 

Så på en måde har jeg altid lidt hadet min krop. Som man jo gør. Oftest når man er kvinde. Og dét på trods af at kroppen jo har indtil videre tjent sit formål ret godt. Helt lavpraktisk har jeg aldrig haft problemer med at gå. Eller løbe (ok så lige bortset fra den der astma), eller danse - jeg elsker jo at danse. Hvorfor danser jeg egentlig ikke noget mere? Min sangstemme er endda ok, det er jo et plus. Og så har jeg kunne bolle, altså ingen vulvadyni her gudskelov, har der været problemer med sex har det nærmere været psykiske “issues” med intimitet, men let’s not go there.

Nå jo forresten! Jeg har født børn! Sunde, søde børn med alle fingre og tæer, og smukke smukke sind. De er allerede nogle skønne mennesker, jeg glæder mig til de bliver store. Altså hvis verden består til den tid. 

Dét med brysterne - jeg fik dem lavet. De gik fra grimme til pæne. Og så ammede jeg, så nu er de grimme igen, men hvad, det giver lidt bedre mening i min verden at de skulle brødføde nogle børn før de kunne hænge, i stedet for bare at beslutte sig sammen med min dna at sådan skulle jeg bare være.

Så ja, jeg skar i dem. Har lidt på fornemmelsen, at min krop ikke har tilgivet mig det uden videre. Jeg har jo frivilligt fået min krop bedøvet så den ikke kunne gøre modstand, og endda betalt en kirurg til at skære i mig, fjerne nogle ting, rykke rundt på nogle andre, og gudhjælpemig sy mig sammen igen! Der gik faktisk en kuldegysning i gennem mit bryst da jeg skrev det sidste der. Og for hvad - så jeg bedre kunne identificere mig med de bombaderende reklamer jeg konfronteres af konstant i et ubæredygtigt system? Indoktrineringen synes at have været komplet. 

Det værste er, at jeg tænker at gøre det igen. 

Jeg jagter til stadighed en ung krop, men det er jo en krop som jeg aldrig har haft. Så er det vel ok?



Raseri

Så gjorde jeg det alligevel. Så et klip fra mindehøjtidlighederne i går. Mine øjne kammede over med skoldhede tårer, men ikke af sorg. Det var pure raseri.

Min facebook-feed har været fyldt med amerikanere der skriver “never forget”. Mener de, at de selv aldrig skal glemme? Eller mener de deres børn og børnebørn, hele eftertiden for en nation? I så fald, jeg be’r - glem det. 

Min egen far døde for 10 år siden (han lagde sig ned i sit badekar og skød sig selv i hjertet, men det er en anden historie), lige præcis 7 måneder inden 9/11. Og hurra for det, så slap jeg for at høre ham harme sig over dét resten af hans dage. Men helt ærligt, hvis jeg ville, kunne jeg kaste mig grædende ned hver eneste dag, hulkende. Og til hvilken nytte? Jeg har jo fået sørget ud for den gang. Jeg har et liv at komme videre med, ligesom de andre pårørende fra den ene grusomme dag. Hvorfor skal de partout rippe op i sårene, for åbent skærm i en masseonani til national følelsesporno? 

Fint nok. Dem om det, men for den næste generations skyld, hold kun fast i begivenhederne for at lære fra dem. Jeg har fortalt mine børn, at min far selv traf sit valg, og det skal man ikke være kede af på hans vegne. Og at man må være glad mens man er her, for det var han ikke, ergo hans beslutning. Jeg håber de berørte i USA tager sorgen med sig i graven. Vi har set det før, og det gavner ingen at eftertiden har et nationalt og kulturelt traume dinglende efter sig.